Historien om skolen…
Som første og øverste pejlemærke på Falster, synligt fra hele Sydsjælland og Nordfalster, møder man Nr. Vedby Skole & Børnehus. I gåafstand fra hav, strand, skov og søer ligger skolen op ad den navnkundige Bavnehøj og Møllebanken, helt bogstaveligt – på toppen af Falster!
En sådan position forpligter. Med over 60 års historie i bagagen, ønsker vi fortsat at være institutionen ”på toppen”, at være samlingspunktet for alle vore ca. 300 børn, lige fra vuggestue til 9. klasse. Vi vil være centeret for sportsforeninger, klubber og fritidsaktiviteter i lokalområdet. Vi vil - kort sagt – gerne være stedet for dig og dit barn.
Men vi vil mere end det. For at fastholde vores position; men også fremstå med en endnu tydelige profil ind i fremtiden, har vi skærpet skolens værdigrundlag med udgangspunkt i skolens 4 kerneværdier – Udvikling, Fællesskab, Glæde og Mangfoldighed. Disse værdier er resultatet af et langt samarbejde med skolens brugere, og tiltænkt alle skolens interessenter – elever, forældre, lærere, pædagoger, øvrige medarbejdere – og dig.
Vi ønsker at skolen er vores fælles mødested, hvor vi ligeværdigt og ærligt kan samarbejde om dannelsen af fremtidens unge. Som flere af vore elever har udtrykt sig om skolen:
”… her kan man være den, man er! ”